søndag den 20. oktober 2013

Fynshoved weekendtur, dag 2

Distance - 11,8 km
Rotid - 2 timer 24 minutter

Pia og Ole skal til EPP 3 prøve inden længe og ville derfor gerne øve teknik. Vi besluttede derfor at Jakob, Marie, Per, Ole og jeg roede en kort tur for derefter at mødes med Pia og Birgitte i et lavvandet område med læ, hvor vi alle kunne øves teknik og rul. Vejret var noget mildere idag end igår - temperature var optil 15 grader, overskyet og en sydvestlig vind på 5 m/s med vindstød på optil 9 m/s - og kun lidt støvregn.


Vi roede først 3 km ned af kysten mod Kerteminde, hvorefter vi vendte om og roede til det lavvandede område - her så vi en sæl som fulgte os et stykke tid og samlet set havde hovedet oppe 5-6 gange. Efter lidt teknik- og rulletræning roede vi retur i samlet flok - foruden Jakob og Birgitte der roede hjem 1 time før os andre.

Ole går på vandet - eller også var der bare meget lavvandet!
Vi holdt en kort pause på en tange som er fuglereservat i sommerperioden.


Kort pause ved en tange.
Vi var alle tilbage ved hytten ved 14 tiden, hvorefter vi spiste middagsmad, pakkede vores ting sammen og kørte retur til Odense efter en rigtig skøn weekend.



lørdag den 19. oktober 2013

Fynshoved weekendtur, dag 1

Distance - 17,9 km
Rotid - 3 timer 58 min

Vi var 7 fra Odense Kajakklub som havde aftalt at leje en 6 personers hytte på Fynshoved Camping - Jakob, Birgitte, Ole og Pia var der fra fredag til søndag, Marie og jeg var der fra lørdag til søndag og Per deltog søndag. Udgangspunktet var, at folk skulle ro det de havde lyst til - så der ville blive mange forskellige ture frem for fællesture.

Marie og jeg mødtes i kajakklubben kl. 8 hvor vi pakkede kajakkerne på bilen - klokken 10 var vi klar til at gå på vandet med Jakob, Ole og Pia ved campingpladesen. Vi roede samlet de første 5 km til Korshavn, hvorefter Marie og jeg roede videre alene. Sjælden har jeg været på en tur hvor jeg har oplevet så forskelligt rovand og rovejr på en og samme tur. Vi havde omkring 10 grader overskyet med en frisk sydøstlig vind, som startede med at være på 5-6 m/s, men over middag ændrede det sig til 9-11 m/s med vindstød på optil 15 m/s og regnvejr. Det vil sige, at første del at turen var en frisk blæst indtil vi skulle retur, hvor vi fik fornøjelsen af at surfe flere kilometer i ½-1 meter bølger. Men da vi roede rundt om den nordlige spids ved Fynshoved fik vi vinden ind forfra og roede derfor ikke med mere end 2-3 km/t i kraftig modvind og bølger på ½-1 meter - og enkelte bølger med større kraft. En enkelt gang kom der 3 kraftige bølger på 1½ meter lige efter hinanden, der må jeg ærlig indrømme jeg var forberedt på at ryge en tur under vand - men heldigvis sad støttetagene lige i skabet og jeg undgik en dukkert.


Selve roturen gik rundt om den nordlige spids ved Fynshoved og ind i fjordområdet hvor der ligger et par småøer. Vi hold pause på læsiden af den nederste ø - i fjordområdet var der meget lavvandet hvis man ikke roede i den rande som tidevandet har lavet. Området mindede meget om den Svenske Skærgård, men mange småsten. Desværre så vi ikke så mange spændende dyr - ud over et par lamaer.

Fantastisk tur med både flat vand, Svensk Skærgård, bølger, suft, modvind og regn! Hvor vi var total gennemblæste og havde røde kinder da vi kom tilbage til campingpladesen og med god samvittighed satte os i hytten med et glas rødvin og et spil kort.

 
 
 

lørdag den 21. september 2013

Havkajak instruktør 2 prøve

Jim og jeg skulle begge til instruktør 2 prøve ved Karpenhøj sammen med 5 andre kursister - heriblandt Klaus, en af dem vi var på kursusforløbet sammen med.

Vi havde som noget nyt fået udleveret vores skriftlige prøve på forhånd - og vi havde derfor haft tid til at lave den hjemmefra, dette for at vi på prøvedagen vil få mere tid til den praktiske del, som skulle foregå ved Ebeltoft som ligger 20 minutters kørsel fra Karepenhøj. Den praktiske prøve bestod i store træk af spørgsmål med forskellige svarmuligheder, samt en turledelsesopgave hvor vi skulle beskrive en tur ud fra nogle givende forhold.

På selve prøvedagen, mødtes vi ved Karpenhøj kl. 9, her fik vi hver især udleveret en øvelse vi skulle undervise i når vi kom på vandet, mens vi forberedte os på denne opgave sad eksaminator og censor og rettede vores skriftlige opgaver, godkendt vores logbøger og kontrolleret at vi alle havde gyldige førstehjælpsbevis osv. Herefter kørte vi i samlet flok til Ebeltoft og gik på vandet i bådhavnen omkring kl. 11.

VI parkerede ved markeringen ved den øverste røde cirkel og isatte kajakkerne ved markeringen ved den nederste røde cirkel.

Vejret var helt perfekt taget årstiden i betragtning, vi havde omkring 12-14 graders varme, let overskyet og tørvejr. I havneområdet var der læ, men udenfor havnen var der 6-7 m/s pålandsvind.

Fra klokken 11-13 skulle vi på skift undervise i de øvelser vi havde fået tildelt. Herved så eksaminator og censor hvordan vi fungerede som underviser og samtidig så de vores teknik når vi var blandt dem der skulle undervises. Jim skulle undervise i baglandsroning, mens jeg skulle undervise i sideforflytning. Derudover blev der undervist i fremadroning, telemarksving, selvredning, lavt støttetag og kantning. Midtvejs hold vi en kort middagspause på land.

Herefter skulle vi ud på en turledelsestur udenfor havneområdet, hvor vi hver især skulle skiftes til at være turleder. Ud over at have en tur som turleder, skulle vi også have en opgave på en af de andres ture - hvor vi skulle være årsagen til en ulykke. Så alt i alt 7 ture med 7 ulykker. Jeg var den første som skulle være årsagen til en ulykke, ved at kæntre lige efter vi var roet ud af havneområdet, tæt på stensætningen og herved være i risiko for at bølgerne skubbede mig over i stensætningen. Samtidig skulle jeg havde slået min skulder, så jeg ikke havde let ved at komme op i kajakken. De andre ulykker var kæntring hvor der mistes kontakt til kajak og pagaj, kæntring med bevidstløs tilstand, kæntring i en sejlrende, en baglug der var faldet af, en der kæntrede og efterfølgende blev nedkølet og derfor skulle bugseres i land og en sidste jeg ikke kan huske. Under denne øvelse blev vi både testet i turledelse, ved at vi skulle turlede, samtidig kunne vi vise hvordan vi håndterer en ulykke og være behjælpelig under ulykkerne og vise vi var i stand til at håndtere de forskellig situationer.

Ved 15.30 tiden var vi færdige, hvorefter vi pakkede sammen og kørte retur til Karpenhøj - hvor vi på skift blev kaldt ind til samtale med eksaminator og censor. Klaus, Jim og jeg var de første der var inde - vi bestod alle 3 og havde alle topkarakter i den skriftlige prøve. Vi havde desværre ikke tid til at blive og høre hvordan det gik de andre, da vi havde en lang køretur retur til henholdsvis Odense og Køøbenhavn.

onsdag den 28. august 2013

Rullekursus for øvede med Dubside

Søndag d. 25 august blev der afholdt havkajak DM i grøndlanske rul ved Skovshoved Roklub. Sideløbende med DM var der arrangeret rullekurser med den tidligere verdensmester i grøndlanske rul - Dubside.

Vi var 7 fra klubben der tog afsted - hvoraf to af dem (Thea og Lea) skulle deltage i kvindernes DM, mens vi var en flok der på skift skulle deltage i workshop samt være tilskuer til DM (Marie, Louise, Per, Michael og mig selv).

Workshop:
Marie og jeg var på workshop med to roer fra Skovshoved kajakklub, mens Per sad på land og hyggede sig med sit kamera. Både Marie og jeg havde som mål at lære Stormrullet. Dubside synes dog også der skulle arbejdes lidt med baglandsrullet, her med henblik på, at rulle med kastetræ. Alt i alt et super godt kursus - med en yderst kompetent underviser, desværre døjede jeg med søsyge, da der var kraftige bølger, samtidig med at vi skulle rulle rundt - så noget af tiden måtte jeg sidde på land.



Baglandsrulle gik super, men jeg kunne ikke få rullet med kastetræ til at fungere - så jeg må hjem og øve mig mere på mit shotgun rul. Som fortræning til stormrullet arbejdede vi med continuous stormrullet, som jeg til sidst kunne udføre med minimal hjælp fra Dubside. Idag, 3 dage senere var Marie, Louise og jeg på vandet ved klubhuset for at arbejde med de ting vi lærte på kurset - og her lykkedes både continuous stormrullet og det almindelige stormrul.


DM:
Det var en stor oplevelse at se DM - og fantastisk at se, at Lea fra vores klub løb afsted med en 1. plads. Hvis jeg nogen sinde når dertil, at jeg kan score 100 point i konkurrencen, kunne jeg godt finde på at stille op - bare for sjov. I år vandt Lea med 222 point, mens den laveste score var på 52 point. Med mit nuværende rullenivea kan jeg score 20-25 point, så der er et stykke vej endnu - men mon ikke en sæson i svømmehallen kan gøre noget ved det?



mandag den 5. august 2013

Foto på dagens rotur

Distance - 11 km

Normalt blogger jeg ikke almindelige træningsture fra klubhuset - men idag var en lidt anderledes dag. Jeg skulle til bestyrelsesmøde i klubben kl. 19 og havde derfor tænkt at jeg ville ro en tur ind forbi Odense Havn inden mødet. Ved flydebroen ved klubhuset sad en fotograf, som skulle tage billeder af en kaproerne, som var på træningslejr i vores klub.

Han og hans hjælper havde en masse nyegerrige spørgsmål til havkajak - og spurgte om de ikke måtte tage et billede af mig, nu de alligevel sad med alt deres udstyr og ventede - og det måtte de selvfølgelig gerne, det er jo ikke hver dag der bliver taget professionelle billeder med blits på vandet :-)

lørdag den 27. juli 2013

Lillesøsters første kajaktur

Distance - 11,3 km

Min lillesøster Christina har længe snakket om, at hun gerne ville med ud og prøve at ro kajak - og idag skulle det så være. Hun fik min kajak, da den er mest stabil, mens jeg tog Jim. Vi satte i ved Odense kajakklub og roede til et lille strandstykke på Vigelsøs nordøstlige side - hvor vi ville nyde eftermiddagen med sol, læsestof, madpakke og drikkevarer.


Christina var super sej og havde balancen i kajakken lige med det samme og roede bare derudaf, dog med et rolig tempo da roteknikken jo af gode grunde ikke lige sad der med det samme - men det blev klart bedre kilometre for kilometre.


Da vi kom retur til klubhuset var Christina frisk på at prøve en makkerredning og selvredning (cowboyredning). Den første gik uden problemer, dog lykkedes cowboyredningen ikke, hvilket så ud til at skyldes, at hun var i korte shorts og derfor havde svært ved at trække sig selv ovenpå kajakken, da lårene klistrede sig til kajakken. Jeg selv fik også lavet et enkelt rul.. !

onsdag den 24. juli 2013

Samsø rundt fra Fyn - dag 3

Distance - 53,4 km
Rotid - 9 timer 36 min

Vi sluttede Samsøturen af med kongeetapen, som var på 53,4 km og gik fra den nordlige del af Samsø til parkeringspladsen for enden af Fyns hoved - midtvejs havde vi et kryds på 10 km og til sidst et kryds på 19 km på åbent vand.

Vi havde perfekt vejr til turen, skyfri himmel med 24-28 graders varme og en frisk vind på 5-6 m/s. Vinden kom fra nordvest den første del af dagen, men vendte senere til nordøst, hvilket vil side at vi startede med at ro med vinden ind skrå forfra, herefter skrå bagfra, så direkte bagfra og derefter skrå bagfra - og til sidst da vi krydsede over til Fyn, kom vinden mest fra siden.

Min albue brokkede sig kun en lille smule de første kilometre, derefter mærkede jeg ikke mere til det - så det har hjulpet at ligge rostilen om :-)

Vi startede tidligt om morgenen med morgenmad i sommerhuset, hvorefter Jims søster Maria og hendes mand Rune hjalp os på vandet. Vi var på vandet kl. 8 og roede langs stranden, mens Maria og Rune løb inde ved stranden. Første del af turen var på 15 km, hvor vi roede til Mårup havn og holdt 45 minutters pause mens vi delte en pose chips og drak en kold cola fra kiosken. Virkelig en hyggelig havn, som er et besøg værd. Vi ville have spist tidlig middagsmad der, men desværre åbnede deres restuurent først kl. 12 og vi var der kl. 11.




Fra Mårup havn krydsede vi direkte over til Sælvig havn - et kryds på 9-10 km. Vi kunne ikke se Sælvig havn og roede derfor bare efter Samsøs vestlige punkt. Vi var klar over at vi skulle være opmærksom på jyllandsfærgen, da den ligger til i Sælvig, men da vi ikke kunne se Sælvig havn antog vi, at havnen måtte lige på den anden side af den vestlige spids vi kunne se. Lige pludselig siger Jim, jeg tror der er en havn vi ikke kan se Anita, for nu er der en færge på vej - og rigtig nok, vi havde Samsø færgen fra Jylland direkte med kurs mod os. Vi havde meget svært ved at vurdere hvor den skulle hen og derved også om vi burde holde tilbage eller ro. Vi besluttede at ro, da vi havde vinden lige i ryggen og roede med 7-8 km/t på daværende tidspunkt. Men færgen sejlede hurtigere end vi forventede og blev ved med at have kurs mod os - så vi måtte op i tempo og roede med omkring 9 km/t, indtil færgen passerede os med en afstand på 300-500 m. Da vi åndede lettet op og gjorde Jim mig opmærksom på de store bølger der var bagved færgen - og da vi i forvejen roede i en halv meter bølger, valgte vi at vende kajakken, så vi havde front mod færgens bølger. 


Efter vores hektiske rotur med færgen, roede vi i land for at holde middagspause 2 km syd for Sælvig havn. Vi havde ikke nogen madpakke med og måtte derfor nøjes med müsly med vand og lidt slik, ikke det mest ophidsende og samtidig var vi omringet af hestebremsere. Mine forældre ringed at de var i nærheden på cykel, så vi valgte at korte pausen af og ro 1,5 km hen til dem og holde resten af pausen. I mellemtiden var en af deres venner pumpteret 2 gange og havde fuldstændig ødelagt dækket, så det var jo heldig vi var i nærheden med Gaffa tape, så de kunne få cyklen ordnet - så den kunne klare 3 km ind til en cykelhandler.

Efter pausen roede vi til Fyrtårnet på Samsøs sydlige spids, hvor vi skulle holde en god lang aftensmadspause. Undervejs så vi en flok marsvin som svømmede overraskende tæt på vores kajakker - det er første gang jeg har roet i nærheden af dem ellers har jeg kun set dem på afstand.

Mange steder på Samsø får man en følelse af at ro i udlandet, da vandet er helt grønt med sandstrand - ved fyrtårnet ved den sydlige spids var der ren Bountystrand, fantastisk sted til pause. Vi pakkede tæppet frem, så vi kunne komme ned og ligge og slappe af i lænden inden det store kryds til Fyn. Pausen var på 1,5 time i alt, hvor vi fik spist frysetørret mad og slappet af.




Efter en god lang pause kom dagens sidste distance - et kryds til Fyn på 19 km. Der er to steder på strækningen hvor vi skal være vågne - mellem Samsø og vindmøllerne, hvor Samsø færgen fra Kallundborg krydser og igen mellem vindmøllerne og Fynshoved hvor fragtskibe og kulbrammer passerer. Vi var så heldige at færgen passerede lige inden vi roede af sted, så der var fri passage. Ligeledes passerede også et fragtskib samtidig med færgen - og herefter mødte vi ikke et eneste skib overhoved, det kan hermed konkluderes at det er godt at passere en hverdag efter kl. 18, da skibstrafikken er i ro der. Til gengæld havde vi nogle spændende bølger på omkring en halv meter som for det meste kom ind fra siden. Op til flere gange knækkede bølgerne over os. Vi ramte land 21.10 og matte trætte og kolde kæmpe med at få bilen packet.

Vi har haft en fantastisk tur hvor vi begge har fået rykket nogle grænser - specielt med krydset til og fra Samsø, samtidig var det første gang jeg roede så mange timer på en dag. Dejligt at udfordre sig selv. Samsø kan uden tvivl anbefales til andre kajakroer.

tirsdag den 23. juli 2013

Samsø rundt fra Fyn - dag 2

Distance - 18,6 km
Totid - 3 timer 26 min

Vi sov dejligt længe og kom derfor først på vandet 9.30. Dagens distance var overskuelig, kun omkring 18 km fra Skovstrandens Camping til Mårup strand, hvor vi skal overnatte hos Jims søster og hendes mand og børn, som har lejet et sommerhus på Samsø i denne uge. 

Der var kraftig vind hele turen, med bølger på 0,5-1 meter - ofte kunne jeg kun se Jims hoved og skulder når han var i en bølgedal. Solen skinnende igen fra en skyfri himmel med 22-26 grader. Da vi roede rundt om øen, skiftede vindretningen. I starten havde vi skrå modvind og roede kun med 4.5 km/t, senere fik vi vinden ind skrå bagfra og øgede til 5,5 km/t og til sidste kom vinden ind bagfra og vi fløj afsted med 7 km/t. 

Min albue var øm fra morgenstunden og jeg så mig derfor nødsaget til at arbejde med min rostil - jeg har hidtil roet med en semihøj rostil med grønlands åre, hvilket ikke er optimal. Smerterne gik dog væk da jeg lå om til lav rostil, omend det gik lidt ud over hastigheden i starten. 

Vi holdt en kort pause på turen og ramte målet ved 13 tiden, hvor de alle stod på stranden og ventede på os. Dagens tur var præget af concentration grundet bølgerne og musik/radio i ørene, da vi alligevel ikke kunne snakke sammen pga blæsevejret. Generelt har vi roet meget med mp3 begge to, da det er rart bare at ro i sine egne tanker, frem for at sidde og snakke hele tiden - det kan vi gøre i pauserne eller når der er noget at snakke om.

Eftermiddagen var vi på stranden og aftenen blev brugt på grill og hygge. Skønt med endnu en dag med både kajak og familie - og så har vi fået lov at sove i senge i sommerhuset i nat, fremfor teltet. 

Imorgen forsøger vi at ro tilbage til bilen, men der er 50-55 km i alt, så hvis min krop brokker sig ved de 35-40 km deler vi turen over i to og overnattet en nat mere på Samsø. 

mandag den 22. juli 2013

Samsø rundt fra Fyn - dag 1

Distance - 25,8 km
Rotid - 4 timer 34 min

Vi roede afsted fra parkeringspladsen for enden af FYnshovedvej ved Fyns nordlige spids Fynshoved 8.45 i hver vores kajak. Jim i hans xcite s og jeg i min pilgrim ekspedition. Det er ikke det bedste sted at gå ud med kajakker, da der er mange store glatte sten.

Første del af turen var et kryds på 17 km til den syd østlige del af Samsø. Vinden var på 1-2 m/s og solen skinnende fra en skyfri himmel med 25-28 grader, der var kun små bølger. 

Vi var ikke nervøs for selve krydset, men spændt på hvor meget skibstrafik der var, da både fragtskibe, kulbrammer og færger passere området. Vi var heldige, et fragtskibe passerede inden vi nåede til sejlranden, efter vi passere sejlranden kom en kulbramme og igen passerede færgen inden vi nåede færge områder. Dyrelivet var ikke noget at råbe hurra for, vi så kortvarigt en sæl og 2 marsvin. 

Krydset tog lidt over 3 timer hvor vi holdt vores pause på vandet ved havvindmøllerne. Ved ankomst til Samsø gik vi i land og spiste vores medbragte madpakke.
 

Sidste del af turen var 8 km langs kysten til Strandskovens Camping som ligger ved Ballen by. Vejret skiftede da to fronter mødte hinanden og vi fik derfor skrå modvind og blæst. Min venstre albue gjorde ondt på hele den sidste strækning, forhåbentligt ikke noget jeg skal døje med på resten af turen. Vi var fremme ved campingpladsen ved 14 tiden og fik hurtigt teltet rejst og nydt en kold øl i solen. 

Senere på eftermiddagen kom mine forældre forbi på cykel - de er også på Samsø på ferie denne uge. Efter nogle timer ved stranden tog vi til Ballen by og fik pizzaer på en italiensk restaurent.

Rigtig dejlig dag og skønt at kunne forene hobby med ferie og samtidig se familien. 

 


fredag den 19. juli 2013

Samsø rundt

Fra mandag til onsdag/torsdag går turen rundt om Samsø, med start og slut fra Fynshoved.


Planen er, at vi (Jim og jeg) ror fra Fynshoved til Samsøs sydøstlige side, hvor vi overnatter - muligvis på en campingplads. Krydset fra Fynshoved til Samsø vil være på omkring 16-17. På anden dagen ror vi til den nordlige del af øen, hvor Jims søster og familie har lejet et sommerhus ved vandet - der overnatter vi til onsdag, hvorefter vi ror videre. Vi vil gerne ro direkte til Fyn, men en dagsstrækning på 50-60 km kan godt være for meget, så den endelige beslutning tager vi på dagen, når vi ved hvornår vi kommer på vandet, hvordan vores roformen er, samt hvordan vejrudsigten bliver. Hvis vi føler for det, finder vi et godt sted at overnatte på øens sydvestlige side.

Jeg vil holde gang i bloggen under turen.

fredag den 12. juli 2013

2 dags tur - Bogense og Båring Vig

15,7 km fra Bogense til Båring Vig (dag 1)
15,5 km fra Båring Vig til Bogense (dag 2)

Sommerferien er igang og vejret er strålende, hvorfor Jim og jeg tog kajakkerne på taget, for at køre en tur til Bogense og ro derfra til en øde strandstykke ved Båring Vig, som Jim overnattede på da han roede Fyn rundt.

Jeg roede i min Pilgrim og Jim i hans X-cite. Vejret viste sig fra sin gode side begge dage med 25 grader fra en skyfri himmel og kun en svag vind.

Dag 1:
Vi roede fra Bogens ved 15 tiden og ankom ved Båring Vig ved 17.30 tiden. På turen fik vi fornøjelsen af at se en stime fisk på lang afstand, fiskene hoppede livligt i vandet og svømmede under min kajak, en rigtig fed oplevelse at side i kajakken og være omringet af Makreller.

Vi havde valgt at tage et tarp med i stedet for vores telt, da det var første gang vi havde tart med, gik der lidt tid med at få tarpen "slået op".

Hen på aftenen fik vi gang i et bål - jeg havde en bog med jeg læste i, mens Jim fik fisket med den medbragte fiskestand.

Dag 2:
Vi roede allerede fasted ved 10 tiden og ankom i Bogens ved 13 tiden. Roturen hjem var en kæmpe oplevelse, ikke mindst fordi vi så 4 sæler, om det var den samme eller flere forskellige ved vi ikke. De var alle 4 meget legesyge og kredsede omkring os i længere tid. Den synlig hos os i omkring 15 minutter, og kom hele 5-10 meter tæt på min kajak. Vi oplevede også en hornfisk der hoppede hen over vandet, og faktisk var lige ved at lande på min kajak!




lørdag den 6. juli 2013

2 dags tur - Halshusene og Flyvsandet

10,5 km fra Halshusene til flyvesandet (dag 1)
10,5 km fra Flyvesandet til Halshuse (dag 2)

Jim har lige roet Fyn rundt (se hans blog på friluftstid.blogspot.dk), han tog af sted mandag og havde sidste rpdag lørdag - jeg havde aftalt med Jim at ro ham i møde fredag, så vi kunne overnatte sammen ved Flyvesandet og dermed ro sammen de første kilometre af hans strækning lørdag.

Jeg satte kajakken i ved P-pladsen ved Halshusene ved Hasmark/Enebær Odde. Jim havde lånt min Pilgrim til Fyn rundt, hvorfor jeg roede i hans X-cite. Der var en kraftig modvind på en 7-8 m/s hvorfor det tog mig 3 timer at ro sølle 10 km, det var egentlig meningen vi skulle mødes når jeg havde roet omkring 15 km, men Jim fangede mig allerede ved de 10 km - da han havde nydt godt af medvind.

Vi var begge trætte, så efter at have slået lejr og spist den mad jeg havde medbragt (engangsgrill, pølser, kartoffelsalat, broccolisalat og brød), gik vi mere eller mindre til køjs i teltet. Efter en yderst elendig nats søvn, hvor jeg matte erkende jeg sover elendigt uden nogen form for hovedpude, stod vi tidlig op og var allerede på vandet ved 7.30 tiden - da Jim havde en 50 km rotur foran sig fra Flyvesandet til Kerteminde. Jeg roede med de første 10 km til Halshusene, hvor bilen stod parkeret. Herfra roede Jim videre til Fynshoved og derfra til Kerteminde.

Da jeg havde fået kajakken på taget ved Halshusene, kørte jeg hjem og spiste middagsmad og derefter videre til Kerteminde hvor jeg igen fik kajakken på vandet for at ro Jim i møde. Jeg nåede at fo omkring 10 km før Jim kom til syne - og fik derfor glæden af at ro de sidste 10 km med ham til Kerteminde.


søndag den 3. marts 2013

DKF havkajakinstruktør 2 kursus, dag 2

Anden dag på kurset startede med morgenmad og smørelse af egen madpakke kl. 7, hvorefter vi gik i teorilokalet.

8 - 9 Teori omkring undervisning:
Inden vi skulle på vandet, fik vi en kort introduktion til undervisning, hvor de vigtigste begreber var IDEAS, VAK og BBB(BB).

10 - 11 Opvarmningslege:
Alle 13 deltagere blev inddelt i 3 forskellige grupper, som hverisær skulle forberede en opvarmning som aktiverede de store muskelgrupper, fik pulsen op og satte gang i udsatte led som fx skulder.

Jeg roede i "den orange" Valley Avocet klubkajak under kurset
Mit hold lavede to forskellige lege - den ene hvor alle deltagerne står i en rundkreds og på skift kaster en bold til hinanden mens de siger navnet på den de kaster bolden til. Herefter kastes bolden igen og igen i samme rækkefølge, men hvor der indføres at man skal ned og tage to armbøjninger hvis man ikke griber bolden. For at gøre det sværer, skal alle deltagerne begynde at løbe rundt i cirklen, mens de kaster bolden og siger navnet på den de kaster til. En rigtig god leg, der aktiverer alle dele, hjælper en med at lærer hinandens navne og giver smil på læberne samtidig.

11 - 12.30 Undervisning på vandet:
Vejret var heldigvis meget bedre på anden dagen, hvor vi havde 5-6 m/s og skyfri himmel.

Vi blev igen delt op i forskellige grupper hvor vi skulle forberede 20 miniutters undervisning efter IDEAS princippet. Mit hold skulle undervise i fremadroning, de andre hold skulle undervise i henholdsvis kantning/lavt støttetag og fejetag.

13 - 15.30 Undervisning på vandet:
I vores grupper skulle vi først undervise på baggrund af VAK og derefter give feedback ud fra BBB princippet.

Hver gruppe skulle undervise ud fra enten V, A eller K i VAK princippet (visuelt - se, auditiv -høre eller kinæstetisk - føle). Min gruppe fik den visuelle undervisningsform hvor vi skulle forklare hvordan man ror baglæns. Vi valgte at give en meget kort mundlig forklaring at hvordan man ror baglæns, hvorefter der blev illustreret hvordan baglænsroning ser ud ved henholdsvis rigtig og forkert rostil. Herefter skulle kursisterne gå sammen to og to, og se hinanden ro baglæns og give feedback til hinanden. De andre to hold skulle igennem samme forløb, det ene hold fik den auditiv undervisningsform hvor de skulle beskrive agterror, mens det andet hold fik den kinæstetiske undervisningsform af hvordan man udfører sideforflytning med træktag.

Til slut blev vi delt ind i to grupper, hvor den ene skulle observere de andre mens de lavede telemarkssving, og derefter gik konstruktiv feedback på baggrund af BBB princippet. derefter skiftede vi så en anden af gruppens medlemmer skulle observere mens de andre lavede højt støttetage, igen for at give konstruktiv feedback på baggrund af BBB princippet.

Den aktive rotid på vandet var  2 timer 20 minutter, hvor der blev roet 2,6 km i alt.

15 - 16 Opsamling:
Kort opsamling med ris og ros til kurset, samt individuel samtale med ens instruktør.

Fantastisk lærerigt kursus, som har givet mig en masse ny viden jeg kan bruge på mit forårshold som starter i april måned. Jeg ved endnu ikke hvornår jeg vælger at gå til instruktør 2 eksamen, men det bliver nok engang i slutningen af sommerperioden. Kan mærke vinterens ropause har gjort mig noget rusten i nogle af øvelserne, og da vi skal kunne vise alle øvelserne med opvisningskvalitet, vil jeg gerne have lidt tid til at få dem på plads igen.

lørdag den 2. marts 2013

DKF havkajak instruktør 2 kursus, dag 1

Fredag aften pakke Jim og jeg bilen med kajakker på taget, klar til at køre til Kalundborg lørdag morgen, for at deltage i DKF's havkajakinstruktør 2 kursus.

Kurset startede mandag morgen kl. 10 og forløb til søndag eftermiddag kl. 16. Vi var i alt 13 deltagere og 2 instruktører (Sune Møller Petersen og Claus Dalsgaard Jensen). Alt teori lavede vi samlet, mens træningen på vandet forgik i to hold, hvor jeg var på Claus's hold. Under kurset boede vi på Kalundborg Vandrehjem - et vandrehjem der klart kan anbefales til andre, alt var i tip top til en helt fornuftig pris.

Vejret viste sig fra sin dårlige side lørdag, men en vestenvind på 11-12 m/s med vindstød på 15-16 m/s, desuden var temperaturen kun lige over frysepunkt og solen var gemt bag skyer. Det var derfor til alles glæde, at den første kursusdag foregik i undervisningslokalet hele formiddagen og vanddelen først foregik om eftermiddagen.

10 - 12 Teori om turledelse:
Efter en præsentationsrunde fik vi teori omkring turledelse.

14 - 18 Turledelse på vandet:
Inden vi gik på vandet fik vi en fiktiv opgave - der var et lille hul på vores kajak, som vi skulle reparere med vores medbragte værdtøj. I løbet af de kommende timer på vandet, skulle vi teste vores reparation. Min makker og jeg valgte at reparere kajakkens fiktive hul med gaffa tape, hvilket holdt ganske udemærket under hele kursusforløbet.

Herefter fik vi udleveret søkort, hvor vi i vores grupper skulle vurdere hvordan vi ville guide vores begynder gruppe fra punkt A til B i Kalundborg havn. Herefter var det meningen vi skulle på vandet, og på skift, gruppe for gruppe, guide hinanden rundt efter vores udleverede rute. Men som tidligere nævnt, viste vejret sig fra den dårlige side, sagt med andre ord var der 0,5-1,5 meter høje refleksbølger i Kalundborg havn, og de fleste havde kun lige overskud til at koncentrere sig om sig selv, hvorfor det var næsten umuligt at gennemføre turledelsem optimalt.

Midtvejs på ruten lykkedes det at finde lidt læ bag en stor færge, her fik vi den fiktive opgave - at en af gruppens medlemmer havde mistet sin dæksel, hvilket vi skulle reparere på vandet. Nogle gruppen brugte poser og reb/elastik, mens vi i min gruppe valgte at det var dagslugen vi havde mistet dækslet på, hvorved vi kunne lukke hullet ved at sætte en oppustet pagajpose fast i hullet.

På tilbagevejen havde to at deltagerne på mit hold problemer pga vejret. Den ene havde dårlig ryg og havde derfor svært ved at håndtere de kraftige refleksbølger, mens en anden ikke kunne styre retningen på sin kajak. Vi blev derfor guidet i læ i en lille bådhavn, og fik til opgave at bugsere de to personer sikkert tilbage til Kalundborg Roklub. Vi valgte en bugsering hvor de to personer sad side om side og støttede hinanden, mens vi personer bugsere på en lang linie. Bugseringen gik fint, omend de foreste der bugserede syntes det var hårdt at trække.

Da vi kom tilbage til havneområdet ved Kalundborg Roklub, fik vi nogle enkelte navigationsopgaver - bestem kurs og afstand til en synlig kirke, bestem kurs og afstand til en nærliggende vestbøje (som kunne ses på søkortet).

 Inden vi gik på land, skulle vi alle foretage en makkerredning med stigbøjle (eller en lykke lavet af vores bugsertov) - behøver jeg sige det var koldt! På land, dejlig kolde havde vi lidt om hypotermi hvor vi skulle pakke hinanden ind i de varme ting vi havde med os.

Vores aktive rotid var på 2 timer 29 min, hvor det blev til 5,12 km roning.

20 - 22 teori og gruppearbejde omkring turplanlægning og kursusplanlægning:
Trætte og mætte satte vi os til rette i teorilokalet, hvor vi fik en kort lektion efterfulgt at to gruppeøvelser. Den første øvelse gik ud på at planlægge en 3 dagstur ud fra et udleveret søkort. Vi fik et kort over København - Sverige, hvor vi valgte at lave en 3 dagstur rundt om Amager.

Herefter skulle vi sammensætte et EPP 2 kursusforløb, med henblik på i hvilken rækkefølge vi ville lære kursisterne de forskellige EPP 2 færdigheder.

Alt i alt en rigtig god og lærerig dag, hvor jeg gik fuldstændig kold i min seng kl. 23 efter en øl :-)

tirsdag den 19. februar 2013

Pilgrim Ekspedition og Valley Nordkapp LV

Jeg har planer om at købe min egen kajak i foråret og er derfor på udkig efter hvilken kajak der passer til mig og mit behov.

Jeg er en lille roer (1.62 cm høj), hvorfor kajakken skal være en "low volume kajak". Jeg ror ofte med hankøn og har derfor brug for en kajak med okay hastighed, da jeg ellers har problemer med at følge med - da LV kajakkerne ofte er kortere end de alimindelige kajakker. Sidst men ikke mindst, må længden på kajakken ikke påvirke kajakkens "legeegenskaber" for meget, da kajakken også gerne skal kunne bruges i bølger og til tekniktræning.

Jeg har prøvet flere forskellige kajakker igennem tiden (se min anmeldese af disse kajakker længere nede i inlægget) og desværre ikke fundet den rigtige. Jeg har ved en søgning på forskellige kajaktyper fundet frem til Pilgrim Ekspedition, som jeg har en klar fornemmelde af vil være den rigtige kajak for mig - hvorfor jeg igår var en tur i København med Jim for at prøve kajakken. Nu vi var afsted fik vi også muligheden for at prøve en Valley Nordkapp LV kajak, vi har indtil nu kun prøvet denne kajak i almindelig størrelse.

Pilgrim Ekspedition (Kajakhotellet): Jeg sad rigtig godt i kajakken og havde en ualmindelig god kontakt til kajakken - jeg har aldrig siddet i en kajak hvor jeg har haft samme følelse af kontakt. Normalt har jeg enten ingen kontakt eller følger mig fuldstændig låst i kajakken, i Pilgrim er der lavet en ekstra forhøjning til lårene, hvilket giver en fantastisk følelse i kajakken, hvor man har kontakt uden at være låst fast. Hastighedsmæssigt, kunne jeg for første gang følge med min kæreste og det trods han roede i en Valley Nordkapp LV, som er en hurtig kajak. Alt i alt en helt fantastisk følelse, hvor jeg ikke var et sekund i tvivl om at Pilgrim Ekspedition er min kommende kajak - den har alle de egenskaber jeg efterspørger. Jeg kunne desværre ikke afprøve den i bølger, men rent teknikmæssigt føltes den god og så vidt jeg har kunne læse på diverse forums, opfører den sig ganske udemærket i bølgerne.

Valley Nordkapp LV (Kajakhotellet): Efter en tur i Pilgrim, skiftede jeg over til Nordkapp. Jeg havde ikke helt samme plads til mine ben, havde igen følelsen af enten ikke at have kontakt eller at være låst helt fast. Ved siden af Pilgrim føltes Nordkapp tung og klodset, og jeg havde problemer med at følge med Jim, som nu sad i Pilgrim kajakken.

-----------------------------------------------------------------------

Valley Avocet LV PE (klubkajak): Jeg har ofte roet i denne kajaktype i klubben og på en del af klubturene. Jeg sidder rigtig godt i kajakken og har en godt kontakt med den, den er samtidig rigtig god i bølger og til teknik,s amt den er let at rulle. Kajakken er desværre for kort og jeg kan derfor ikke følge med flokken når jeg ror i den.

Valley Nordkapp (klubkajak): Jeg har prøvet kajakken en enkelt gang i klubben, den er alt for stor til mig. 

P&H Scorpio PE (klubkajak): Jeg har kun roet i kajakken nogle få gange, da jeg ikke føler jeg sidder så godt med benene i den, omend jeg har en fin kontakt med kajakken. Kajakken er desuden ikke brugervenlig at rulle i. 

Tiderace Xcape LV (Kajakgården): Vi tog en tur til Kajakgården, hvor jeg prøvede Xcape og Xcite. Jeg havde store forventninger til Xcape, da dens egenskaber lød som dem jeg søger, men det viste sig hurtigt at den var alt for stor til mig, trods det var en LV kajak.

Tiderace Xcite LV (Kajakgården og Jims): En fantastisk kajak, som jeg sad rigtig godt i - og samtidig har en god kontakt til. Jeg lånte senere Jims Xcite LV på en klubtur, men havde desværre problemer med at følge med flokken.

Tiderace Xplore LV (Bents): Jeg lånte Bents på en af vores fællesture, kajakken var en lille smule for stor til mig, men dette ville nok kunne løses med lidt indlæg i kajakken. Kajakken havde en rigtig god hastighed, hvilket også er at forvente med dens længde - desværre var den meget energikrævende at vende i vind og bølger.

Arrow Nuka GT (Nicus Nature): Jeg prøvede kajakken en dag hvor vi besøgte Nicus Nature - en kajak jeg sidder rigtig godt i og har en rigtig god kontakt til. Jeg var dog ikke så begejstret for dens bundform, hvor jeg under teknik har en følelse af pludselig at komme ud over kanten, fordi den er meget fladbundet. Hvorvidt den har den rigtige hastighed, nåede jeg ikke at få indtryk af den dag - men med en længde på omkring 5 meter tvivler jeg på det.

Arrow Play LV (Nicus Nature): Jeg prøvede kajakken en dag hvor vi besøgte Nicus Nature, jeg kan ærlig talt ikke huske kajakken, så jeg tænker den har været for stor til mig - og derved ikke sagt mig det store.

søndag den 3. februar 2013

Rullekursus for øvede

Min kæreste Jim og jeg havde tilmeldt os et kursus i rul for øvede hos Tue Brems Olesen, som har www.onadventure.dk - kurset foregik i svømmehallen i Hjallerup Idrætscenter.

Da vi kommer fra Odense og Hjallerup ligger på den nordlige side af Ålborg, kombinerede vi kurset med en overnatning hos en af Jims venner i nærheden af Randers. Vi valgte at låne Tahe Marine Greenland Touring kajakker af Tue, frem for selv at tage kajakker med.

Vi var i alt 6 deltagere, som blev delt op i to hold. Jim kom på hold med 3 af deltagerne, da de alle gerne ville fokusere på stormrul og reverse sweep. Jeg selv kom på hold med en af de andre deltagere, da vi begge skulle lære at rulle til vores "dårlige" side samt butterfly rul.

De fleste fredage i vinterperioden, er vi en flok instruktører fra Odense Kajakklub der rulletræner i Odense Universitetssvømmehal - dog i polokajakker. Her fik jeg fredagen forinden knækket koden medhensyn til rullet til den "dårlige side", men jeg havde ærlig talt ikke helt styr på hvad jeg lavede. Efter 15 min på rullekurset, kørte rullet til den dårlige side ligeså godt som til den gode side - faktisk kan jeg slet ikke mærke forskel på hvilken side jeg ruller til, fantastisk dejligt.

Da vi havde styr på rullet til den dårlige side, gik vi hurtigt videre til butterfly rullet, som efter instruktion fra Tue sad lige i skabet efter kun få forsøg. Eftersom der var masser af tid tilbage, nåede vi også at lære shutgun rullet.



Rigtig godt og udbyttesrigt kursus, hvor jeg har fået en masse nyt at arbejde med i svømmehallen i Odense. Et af de vigtigste ting jeg fik med, var en større forståelse for, at komme op og flyde inden jeg starter rullet - herved kan jeg lave alle rullene i slowmotion uden at det kræver energi.

Planen for den videre rulletræning er, at jeg lære shotgun rullet hvor jeg bruger kastetræ frem for grønlandsk åre - herefter burde håndrullet være ligetil. Og så skal jeg selvfølgelig have de nye rul lært til den dårlige side, så jeg ender med at have to gode sider frem for en god og en dårlig.

torsdag den 24. januar 2013

Ny pagaj fra Accent

I slutningen af 2012 lykkedes det mig at skaffe 15.000 kr. til Odense kajakklub fra Fionia Fonden. Pengen skulle bruges til 15 nye havkajakpagajer. Vi prioterede at købe forskellige pagajer både hvad angår type, længde og materiale, så klubbens roer kan prøve forskellige typer og derved lettere vurdere hvilken type de selv skal investere i.

Jeg er hurtigt faldet for den pagaj der hedder "Accent Select Lanai Pagaj". Pagajen har delbart skaft der er lavet af carbon og et smalt blad der er lavet i gul glasfiber. Vægten er kun på 850 g, trods pagajen ikke er 100 % carbon - og endnu bedre den koster kun 999 kr. ved havkajak.dk i Fredericia. Det er efter min mening en rigtig god start pagaj - og skulle man være til brede pagajer, fås den også i den version "Accent Select Kauai Pagaj".

Nu hvor jeg skal købe min egen har jeg dog valgt at bestille en Lanai i carbon (skaftet er carbon og bladet carbon nylon), herved vejer den en anelse mindre - 794 g og i stedet står til 1.399 kr., hvilket jeg synes er rigtig billigt for en god carbon pagaj, som kan vinkles fra 0-90 grader. Pagajen er klar til afhentning på torsdag, så jeg ser allerede nu frem til at vi samtidig får tøvejr så jeg kan komme ud og ro med min nye pagaj (Odense kanal og fjord er frosset til is for tiden).

Eneste ulempe jeg ser ved pagajen er, at den skal skilles ad for at ændre pagajens vinkling - dette kan være lidt irriterende hvis man ror i dårligt vejr.

lørdag den 5. januar 2013

Åtur ad Odense Å

37 km fra Nr. Broby til Odense kajakklub


Jeg har i lang tid gerne ville ro en tur i Odense å, men har været forhindret på de tidligere klubture og valgte derfor selv at planlægge en tur. Vi var i alt 15 på turen - 14 i havkajak og 1 i turkajak. Vi var utrolig heldige med vejret - havde tørvejr og hele 8 graders solskin, men sne og regn i perioden forinden havde øget åens vandstand med op til 1 meter, det ville derfor være muligt at ro igennem ved både Munke Mose og Ejby Mølle, hvor man ellers normalt skal bære kajakkerne over land. Desuden bevirkede de kraftige vandmasser i åen, at strømmen var meget kraftigere end normalt, åen var flere steder løbet over og højden under broerne var af og til kritiske.

Vi mødtes ved klubhuset kl. 9.30 for at pakke kajakker på klubbens trailer, hvorefter vi kørte i samlet flok til parkeringspladsen bag kirken i Nr. Broby. Vi gik på vandet ved 10.30 tiden, men nåede ikke meget længere end 3 km før vi fik første pause, da vi mødte en bro der var umulig at ro under. Broen kunne først ses omkring 30 meter før vi skulle under, hvorfor de foreste roer kun havde kort reaktionstid - og da strømmen var kraftig fik vi første mand i vandet. Da alle var kommet sikker over broen, roede vi videre i mindre grupper til Borreby Mølle, hvor vi holdt middagspause.

Herfra roede vi videre, igen i mindre grupper, til Dalum Papirfabrik hvor vi havde første overbæring og igen videre til Munke Mose hvor vi samlede op og holdt fælles pause. Munke Mose var turen højdepunkt både fordi en af vores gravide roer stod klar med hjemmebagt kage, men også fordi vi skulle prøve at ro igennem ved Havhesten. Dog var det slet ikke så vild og udfordrende som vi havde håbet.

På hele turen, havde vi i alt 5 uheld der medførte en roer i vandet - hvilket egentlig var okay sluppet taget den kraftige støm i betragtning. Turene i vandet forvoldt ikke nogle problemer, da vi havde taget vores forholdsregler, så alle roerne enten var iført tørdragt eller våddragt/tørjakke, samt vi havde masser af skiftetøj og varme drikke med.


De hurtigste roer, som var først hjemme - kørte til Nr. Broby og hentede de efterladte biler og kajaktraileren, men alle vi andre forberede fællesspisning bestående af hjemmelavet suppe. Alt i alt en super dag, med masser af udfordringer for alle på turen - uanset niveau.