Tirsdag morgen, klokken meget tidlig, var vi 7 havkajakroer der var klar til, at køre til Sverige for at ro havkajak i den Svenske skærgård - Bent, Tine, Marie, Jane, Lars, Jim og mig selv. Vi kørte afsted i 2 biler, med kajakkerne på en kajaktrailer. Det var egentlig meningen vi skulle have været opad i Sverige, men vejrudsigten viste regn og blæst i den nordlige del af Sverige, hvorimod den sydlige del skulle have sol - vi besluttede derfor i sidste øjeblik at køre til Matvikområdet.
Ved bådhavnen i Matvik fik vi pakket kajakkerne og fyldt vand i vores medbragte vandbeholdere. Jeg havde lånt en af klubbens Valley Avocet PE kajakker til turen. Kajakken blev lastet max, da Jim og jeg havde delt tingene mellem os - så han blandt andet havde vores telt, mens jeg havde en del af vores mad. Dette viste sig dog at være en skæv fordeling rent vægtmæssigt, jeg vil tro min kajak vejede 110 kg med mig selv (kajakkens max lastevægt er 110 kg).
Vi havde hjemmefra besluttet os for, at vi ville slå fast lejr på en af øerne i skærgården, men dog ikke hvilken ø det skulle være. Ud fra et kort over området, syntes vi Harö så god ud, men det viste sig, at øen var meget stenet og fuld besat af andre besøgende. Vi endte derfor på øen Tärnö hvor der var den mest fantastiske bugt med strandbund. Ved lejrpladsen var der en bålplads og i gåafstand fra lejrpladsen var der toiletter (200 m) og indkøbsmuligheder (1-2 km). Vi havde dog toiletpapir, spade og mad med hjemmefra, da vi ikke vidste hvorvidt der ville være toilet og indkøbsmuligheder.
Ankomsten til Tärnö |
Vejret var helt fantastisk da vi pakkede kajakkerne, mens kort tid efter, at vi roede fra land skiftede vejret, så vi roede i stiv modvind (7-8 m/s) med reng. Efter 2-3 km skiftede vejret igen til skøn solskind.
Efter ankomst til Tärnö, gik vi i gang med at slå lejr. Jeg havde taget 7 øl med, som jeg lå på køl i bugten, så de var dejlig kolde når teltene var slået op. Sjældent har en øl smagt så godt.
Aftensmaden havde Bent sørget for og bestod af kartoffelsalat med pølser - slet ikke dårligt. Efter aftensmaden gik vi alle sammen en tur rundt på vores nye lejrø, så vi fik set havnen som ligger i den anden ende af øen, end vores lille idylliske bugt.